Windows 10 har en funktion, der har irriteret mig et stykke tid, kaldet “Nyheder og interesser”.
Den er placeret på proceslinjen ved siden af området “Beskeder og handlinger”, området nederst til højre med uret og netværk.
Når man rører den med musen, popper der et nyhedsvindue med lidt sladderjournalistik, lidt vejr, lidt økonomi og lidt af hvert. Og det popper op over det jeg nu lige var i gang med.
Så hvordan slipper man af med “skidtet”?
Det er slet ikke så svært når man først får det lært:
Højreklik på et tomt sted på proceslinjen (linjen med startknappen, som regel nederst på skærmen), vælg “Nyheder og interesser” og vælg “Slå fra”. Du kan også vælge bare at slå fra, at den skal poppe op når du holder markøren (musen) over.
Nu du er herinde kan du også vælge at slå “Cortana”-knappen fra, den virker vist endnu ikke i Danmark. Søgefeltet kan også reduceres til et forstørrelsesglas.